Jazz Musician and Live Electronic Artist

edge
Pellecoustic Quartet
Works Ahead
(Gateway Records / Promote It!)
9/10
Anmeldt af: Tina Kristensen
Online: 20.05.08
 
Jazz der smitter

Works Ahead er Pelle Fridells andet album i eget navn. Han har til lejligheden samlet en virkelig habil jazzkvartet med et stort musikalsk overskud, hvor han selv spiller tenor, baryton og sopran-sax og bakkes op af Kasper Willaume på klaver, Morten Lund på trommer og Thommy Andersson på bas (som vi her på diskant.dk bestemt også kun har lovord til overs for for hans nyligt udsendte soloalbum, hvor Pelle Fridell i øvrigt også medvirkede).

Og det er tydeligt, at både de fire musikere og det musikalske materiale har en masse at byde på. Works Ahead er simpelthen et virkelig velspillet og veloplagt album, hvor numrene både hver for sig og som enhed har så meget nerve og energi, at man kan høre pladen igen og igen.

Pelle Fridell har selv komponeret alle 10 numre, der spænder fra det ekstremt groovy til det mere eftertænksomme. Særligt åbningsnummeret ”Tough J I Say” og ”Drop Blues” må fremhæves for deres groovy, funky udtryk. Der er ingen tvivl om at musikerne må have nydt at spille sammen - i et nummer som ”Sjöändan” kan man nærmest høre dem smile til hinanden – og det smitter altså!

Alt i alt en stor anbefaling herfra – nye jazzlyttere kan med fordel begynde her.